Fremtidsfabrikken Sydfyn
Fremtidsfabrikken Sydfyn er et stort sydfynsk projekt, der skal skabe bedre vækstbetingelser for kreative iværksættere:
- Nye iværksættere skal kunne få den hjælp og vejledning, der skal til for at overleve og blive en succes som selvstændig.
- Etablerede iværksættere skal kunne hente ny inspiration og finde samarbejdspartnere i netværk og andre aktiviteter knyttet op om Fremtidsfabrikken.
- 250 kreative iværksættere vil få tilbud om deltagelse i undervisningsforløbet Boost Sydfyn 1.0 med undervisning rettet mod både faglige kompetencer og mindset, inspirationsture til andre kreative miljøer og individuelle coaching forløb. De første 86 iværksættere startede i september 2011, og de næste 80 starter i september 2012.
Målet med projektet er at skabe vækst og en forøgelse af andelen af kreative iværksættere i de fire sydfynske kommuner Langeland, Faaborg-Midtfyn, Svendborg og Ærø. Projektet løber frem til juni 2014.
Fremtidsfabrikken er et bud på, hvordan Sydfyn bedst skaber attraktive rammer for de kreative erhverv og deres samspil med det øvrige erhvervsliv. Samtidig skal Fremtidsfabrikken placere Sydfyn på Danmarkskortet som omdrejningspunkt for kreativ innovation og udvikling, og derved tiltrække iværksættere fra resten af landet.
I København har de Republikken. I Århus har de LYNfabrikken. På Sydfyn får vi nu Fremtidsfabrikken – visionen er en dynamisk arbejdsplads for kreative og innovative iværksættere, hvor de kan mødes, arbejde, opbygge netværk og lade sig inspirere. En kreativ platform, hvor idéer kan udvikles på tværs af faglige grænser.