Destination Fyn

Derfor Destination Fyn

Turisme er et vigtigt forretnings- og vækstområde for Fyn, Langeland og Ærø. Det fynske turisterhverv omsætter samlet for 5,4 milliarder kroner årligt og repræsenterer over 3,2 mio. registrerede overnatninger. Inklusiv afledte effekter skaber turismeforbruget knap 2,7 mia. kr. i værditilvækst, 1,8 mia. kr. i skatteindtægter og godt 9.300 job i de 10 fynske kommuner. (Kilde: Turismens økonomiske betydning for Destination Fyn, VisitDenmark, 2013)

Bag de markante nøgletal ligger ikke blot en vigtig erhvervsmæssig forretning for Fyn, men også et produkt, der bygger på prisbelønnede attraktioner, kulturoplevelser, forretningsrelationer, politiske møder og videnskabelige konferencer, som giver Fyn national og international synlighed og relevans.

Turisme er et af verdens hurtigst voksende erhverv og Fyn har gode forudsætninger for at få sin andel af væksten. I tæt partnerskab med kommercielle fynske aktører inden for oplevelsesindustrien sætter Udvikling Fyn fynske styrkepositioner i spil og arbejder gennem målrettede business cases på at omsætte vækstpotentialet til konkret forretning for de deltagende virksomheder inden for både ferie- og mødemarkedet.

Vores vision for Fyn

Udvikling Fyns vision er, at Fyn skal være Nordeuropas foretrukne destination for aktive livsnydere, der rejser efter følelsen af at opleve nye eventyr et autentisk sted, hvor der er trygt og hyggeligt. Fyns kvalitetsoplevelser langs kyster, i øhavet og i købstæderne er en ferie værd i en stor del af året. Det er her det sjove eventyr væk fra hverdagen begynder. (Kilde: ”DMO på Fynsk – forretnings- og organisationsplan for Destination Fyn efter 2014”, maj 2014) 

Derfor Udvikling Fyn - Destination Fyn

Vores egen mission er, at Udvikling Fyn skal være det fynske turisterhvervs foretrukne strategiske samarbejdspartner og katalysator for innovative vækstprojekter der skaber vækst i både værdikæden og på Fyn. Udvikling Fyn skaber værdi gennem strategisk markedsindsigt, facilitering, innovation og salgskanaler. Vigtigst af alt skal der være kort vej fra den gode idé til det konkrete projekt, som skaber værdi for virksomhederne og for Fyn.

Vores indsatsområder

Med den fælles fynske brandplatform Eventyret Fyn som udviklings- og kommunikationsramme fokuserer vi indsatsen på 5 områder, hvor vi kan skabe værdi og forretningsmuligheder for vores samarbejdspartnere og for Fyn:

  • Forretningsudvikling
  • Markedskommunikation & PR
  • Oplevelseskonceptualisering
  • Digitalt værtskab
  • Strategisk markedsindsigt 

Omdrejningspunktet for den fremtidige fynske indsats inden for Destination Fyn vil være et revitaliseret og ambitiøst virksomhedsdrevet samarbejde i form af ”Destination Fyn - Klyngen”, der etableres i efteråret 2014. Ambitionen er at samle de innovative, samarbejdssøgende og investeringsvillige fynske turismevirksomheder og vidensinstitutioner omkring fælles forretningsudvikling, markedskommunikation og udvikling af en klar oplevelsesprofil, der er målrettet et udvalgt og prioriteret segment – Aktive Livsnydere – så Fyn fremstår som en attraktiv og synlig destination, der er værd at rejse efter.

Kontakt os og hør nærmere

Vi har erfaring med at arbejde med det fynske turisterhverv, og vi vil gerne i dialog med flere fynske turismeaktører. Så kontakt os og hør hvilke muligheder Destination Fyn har for din virksomhed/attraktion/organisation.