Det Fynske Spisekammer - webshop med fynske specialiteter

Det Fynske Spisekammer er resultatet af et samarbejde mellem food-teamet, fynske fødevareproducenter og ejeren af Gourmetens Grønt, Stig Madsen. Webshoppen har fokus på at vise det bedste frem inden for fynske kvalitetsfødevarer og skal øge tilgængeligheden af fynske fødevarer både overfor de private forbrugere, restauranter og virksomheder, der gennem webshoppen får mulighed for at handle fynske fødevarer. 

Besøg webshoppen med fynske specialiteter lige her.

Bliv leverandør til Det Fynske Spisekammer

Der er ingen brugerbetaling forbundet med at benytte webshoppen, og det koster ikke noget for dig som producent at få dine varer på webshoppen - men for at det skal løbe rundt økonomisk, skal Gourmetens Grønt, der står for logistik og salg på webshoppen, have en avance på dine produkter. Du skal derfor fastsætte en vejledende detailpris til private kunder og vejledende engrospris til erhvervskunder i samarbejde med Stig fra Gourmetens Grønt.
Du vælger selv om dine varer skal være tilgængelige for både private forbrugere og erhverv (restauranter, kantiner og private virksomheder). 

Food Fyn-teamet laver en beskrivelse af din virksomhed til hjemmesiden og sørger for det praktiske i forhold til at få dine produkter lagt ind i webshoppen. 
Det vi skal bruge fra dig er: Et producentbillede af jer/dig eller billede af din virksomhed og produktbilleder. Hvis I ikke har det, vil vi være behjælpelige med at få billederne taget.
Derudover skal vi bruge varebeskrivelser på de produkter I vil have med i webshoppen fx vægt, mål, indhold, er det økologisk,ferskt, håndlavet eller hvad er specielt ved produktet.

Da det er Stig Madsen fra Gourmetens Grønt, der står for salg, lager og logistik, er det ham du laver kontrakt med. Lageret ligger i Odense. Afhængig af holdbarheden og vareflowet på webshoppen samt dine behov vil forskellige lager- og logistikløsninger kunne arrangeres:

• Du har varer stående på Gourmetens Grønts lager, og de sender dem videre derfra til slutbrugeren.
• Du kører selv varer til Gourmetens Grønts lager, når dine varer bliver bestilt af slutbrugeren, og Gourmetens Grønt sender dem videre.
• Gourmetens Grønt står for al logistik fra dig til slutbrugeren.

For yderligere info kontakt Mette Mathiasen på tlf. 5177 7382 eller mema[at]udviklingfyn[dot]dk