Det cyklede for Fyn på Ferie for Alle

Fredag 17. marts 2017

Turistbureauer samt fynske attraktioner og overnatningssteder drog den 23.-25. februar i samlet flok til Skandinaviens største feriemesse Ferie For Alle. Fyn var flot repræsenteret af 30 virksomheder og turistbureauer, som bevæbnet med smagsprøver, imødekommenhed og inspirerende fortællinger fra Fyn og Øerne, gjorde deres til, at standens mange besøgende fik lyst til at lægge vejen forbi vores destination. I alt gæstede næsten 60.000 deltagere Ferie For Alle.

Den fynske stand fik i år et ekstra udstillerområde, hvor Kildemoes leverede budskabet om Fyns store potentiale som cykelferiedestination. Mange andre af standens deltagere havde også cykelprodukter med i tasken. F.eks. Hotel Christiansminde i Svendborg og Ærø Hotel i Marstal, som havde gode cykelferie-tilbud med til jyderne. Nyborg fristede med reformationsklædte cyklister og et nyt cykelkort i anledning af 500 års jubilæet for Reformationen.

-Fyn, Langeland og Ærø har et uudnyttet potentiale som cykelferiedestination, hvilket vi med indsatsen Bike Island vil løfte, siger Anne-Mette Sørensen. – Der er stor opbakning blandt alle aktører til denne indsats, så cykelfokus skinnede igennem over hele linjen, siger Anne-Mette Sørensen.

-Det er værd at fremhæve den gode stemning på standen, siger Anne-Mette Sørensen. Fyn og Øerne står virkelig sammen. Desuden er det også positivt, at så mange aktører havde bookbare produkter med, hvilket er vigtigt, når man er i så hård konkurrence, som man er på den store feriemesse. Dem, der får konkret forretning ud af at deltage, er dem, der har konkrete bookbare produkter med, siger Anne-Mette Sørensen.

En af de aktører, som havde et skarpt messetilbud med til gæsterne, var Ærø Hotel:

-Vi har fra Ærø Hotel deltaget i messen ”Ferie for alle” siden 2014 og messen ”Ferie Fritid” siden 2016, siger Nick Brammer fra Ærø Hotel. I de år, vi har deltaget på messerne, har vi direkte kunne måle, at vores messetilbud har genereret 502 solgte overnatninger. Udover salg af messetilbud har vi haft store gavn af at øge kendskabet til hotellet, samt at skabe relationer, som har udmøntet sig i salg af adskillige andre opholdstyper. I år havde vi blandt andet vores populære ”Cykelferie med det hele” med på messestanden. Et konkret tilbud hvor der i pakken er inkluderet færgebillet til Ærø t/r, 2 overnatninger, halvpension, cykelleje, cykelkort samt pension til cykelturen bestående af en stor frisksmurt sandwich, kildevand samt kaffe med kage.

-Vi er yderst tilfredse med udbyttet af de nævnte messer og vil med garanti være at finde på både ”Ferie for alle” og ”Ferie fritid” i 2018, siger Nick Brammer.

 

Læs mere om samme emne