Grønne pensionsmillioner skal rulle på Fyn

Mandag 20. februar 2017
Fynske bygningsejere må knibe sig selv i armen; de får nu en sjælden mulighed for at energirenovere deres bygninger - uden at skulle bekymre sig om finansieringen. Det sker, fordi MiljøForum Fyn har indgået et samarbejde med energifonden SustainSolutions; en energifond, som PKA Pension har investeret 300 mio. kr. i.

Samarbejdet betyder, at særligt virksomheder, almennyttige boligselskaber og selvejende institutioner med stor fordel kan sætte energirenovering på 2017-planen, da det nu kan gøres uden, at de skal have penge op af lommen. Det skyldes, at SustainSolution tilbyder en særlig finansiseringsform, hvor den sparede energi betaler investeringen.

Forretningsudvikler i MiljøForum Fyn Birgitte Junge har store forventninger til den nye aftale, der er den første af sin slags, som SustainSolutions indgår. 
- Sustains finansieringsmodel er innovativ og et særdeles attraktivt tilbud. Jeg kan kun opfordre skoler, haller, større virksomheder og boligselskaberne til at få undersøgt mulighederne grundigt, siger hun.

Ingen belastning for økonomien
Finansieringskonceptet går kort sagt ud på, at nye energiløsninger betales tilbage med den energi, der spares. Eksempelvis kan boligselskabets lejere sige ”ja tak” til energirenovering, uden at huslejen bør stige, og idrætshaller kan installere moderne ventilation, varmepumper og energibesparende lys, uden at det belaster økonomien, eller påvirker idrætsforeningernes kontingentopkrævning.

Det nye samarbejde er en gylden chance for medlemmer af MiljøForum Fyn. Erfaringen fra Effektiv Energi viser, at selv fordelagtige renoveringsprojekter ofte strander i skrivebodsskuffen på grund af manglende finansiering.

– Med den nye aftale skulle den sten gerne være ryddet af vejen, siger Birgitte Junge.

Stort potentiale
Når det gælder de fynske energiprojekter er Sustain Solutions, som en del af aftalen, forpligtet til at arbejde sammen med fynske leverandører af installations- og serviceydelser. Markedschef Morten Heise fra Sustain Solutions ser frem til flere projekter på Fyn.

Tidsforløbet i en typisk energioptimeringsproces.

- Typisk løber vores projekter over længere tid. Derfor er det vigtigt at vi får skabt gode langvarige relationer til de fynske installatører og leverandører, da det er med til at sikre kvaliteten i vores projekter, fortæller han.

Og der kan blive nok at lave for de fynske installatører. Potentialet for energirenoveringer på Fyn og i den øvrige Region Syddanmark er enormt, viser en rapport fra CLEAN, den nationale klynge for energi og miljø. Rapporten fastslår, at der skal investeres 57 mia. kr. frem mod 2035, hvis Region Syddanmark skal nå målet om 50 pct. uafhængighed af fossile brændsler.

- Jo flere virksomheder der vælger at energirenovere, jo større efterspørgsel vil der være efter håndværkere med kompetence og erfaring med energiinstallationer. Kompetencer, som kan åbne døre for nye ordre – og nye markeder, fortæller Birgitte Junge.

- Jeg kan kun opfordre branchen til at gribe muligheden og gå aktivt ind i markedet for energirenoveringer, der rummer store udviklingsmuligheder.

Første projekt på vej i jorden
På Hjemly Fri- & Efterskole ved Ringe har man i disse dage travlt med at sætte solcelle-paneler i jorden samt installere nyt lys og lysstyring i klasseværelserne. Vantinge EL er leverandør og installatør på skolen og den første fynske installatør, der har fået ordre via Sustain Solutions finansieringsmodel. 

- Uden finansieringsmodellen havde efterskolen aldrig investeret omkring fire mio kr i grøn energi og Vantinge EL havde aldrig fået den ordre, fortæller Peder Frederiksen, indehaver af Vantinge EL. Og ordren er en fordel på flere måder, fortsætter han.

- Projektet er blevet en god reference for min virksomhed. Jeg vurderer at kunne sælge flere lignende løsninger, og derfor ansætter jeg en ny mand til foråret. Med projekter af denne type udvikler jeg min virksomhed, da sådan et projekt ikke kun drejer sig om at installere nye lamper. Det har også inkluderet beregninger, rådgivning og meget andet, siger han.

Vil du høre mere om SustainSolutions finansieringsmodel, så kontakt Birgitte Junge, MiljøForum Fyn eller Morten Heise fra Sustain Solutions.

Læs mere om samme emne