Kinas største realityshow kommer til Fyn

Torsdag 16. marts 2017

På Fyn indledes det dansk-kinesiske turismeår med et brag af en nyhed. Millioner af kinesiske tv-seere følger med i realityshowet Blomstersøstre, som nu er på vej til Fyn. Danske realitystjerner kan kun drømme om at opnå samme opmærksomhed, som de kinesiske skuespillere og realitystjerner, der medvirker i Kinas største realityshow får: Med op mod en milliard følgere på de kinesiske sociale medier, er programmet et af de mest populære tv-programmer i Kina. Realityshowets koncept er at bringe en række forskellige kinesiske stjerner til forskellige lande og destinationer i verden og udfordre dem på forskellig vis.

I programmets tredje sæson, er turen nu kommet til Danmark og Fyn - Vi er utrolig glade for, at det med support fra VisitDenmark er lykkedes at lande en aftale med Dragon TV, som er Shanghais største TV-station, siger Xiaowei Liu Lolk, Marketing Manager i Destination Fyn Klyngen og ansvarlig for indsatsen på det kinesiske marked.

-Vi har efterhånden haft en del kinesiske journalister, bloggere og tv-programmer på Fyn, men slet ingen på niveau med Blomstersøstre. At være location for Blomstersøstre bliver vores hidtil største fremstød i Kina. Det vil komme til at bygge kendskab op til vores brand Andersen Hometown og understøtte vores bestræbelser på at nå minimum 10% kinesisk vækst i 2018. Når optagelserne finder sted i juni, kommer et hold på ca. 100 personer til Fyn for at optage programmet. -Programmet bliver allerede sendt i august 2017, så vi forventer, at vi kommer til at mærke stor effekt i 2018, siger Xiaowei Liu Lolk. Ud over Fyn, kommer optagelserne også til at foregå i Roskilde og København.

Se indslag på TV 2/FYN om det kommende realityshow

Kina Alliancen skyder årets indsats målrettet det kinesiske marked i gang med denne gode nyhed. Sammen med en række andre indsatser skal realityshowet være med til at understøtte det dansk-kinesiske turismeår, som kommer til at blive markeret på forskellig vis både i Kina, Odense og København.

Læs mere om dansk-kinesisk turismeår hos VisitDenmark

Partnerne i Kina Alliancen er: Bergholdt Busser, Broholm Slot, Danmarks Jernbanemuseum, ECCO Odense, Egeskov, First Hotel Grand, Magasin, Nordic Experience, Nyborg Kommune, Odense Aafart, Odense Bys Museer, Odense Cityforening, Odense Kommune ved H.C. Andersen Fonden, Odense ZOO, Radisson Blu Hotel H.C. Andersen, SDU ved H.C. Andersen Centret, Sortebro Kro, Tranekær Slot og VisitDenmark.

Læs mere om samme emne