PostNord Danmark Rundt rammer seks fynske kommuner i 2017

Tirsdag 20. december 2016
Fyns status som cykelø i særklasse bliver til næste år manifesteret med den massive repræsentation af fynske kilometer i PostNord Danmark Rundt. Udover en ren fynsk etape fra Svendborg til den fynske hovedstad, kommer starten på løbets kongeetape for første gang nogensinde til at gå fra Otterup.

Når Danmarks største cykelløb PostNord Danmark Rundt 2017 triller ud på landevejene fra d. 12. til d. 16 september, bliver det med adskillige fynske kilometer på ruten. For første gang siden 2005 får hele tre fynske byer status som start- eller målby, og den smukke rute bevæger sig igennem seks ud af 10 fynske kommuner, passerer syv af de fineste 123 slotte og herregårde på øen og slanger sig det meste af vejen i svimlende nærhed af de smukkeste havkig på den mere end 1000 km lange fynske kyststrækning.

Både Svendborg og Otterup får status som startbyer, og i Odense kan fynboerne samles til målfest ved Fruens Bøge, når den 185 km lange rene fynske etape sætter slutspurten ind allerede på løbets 2. dag. 

- Fyn har det bedste cykelterræn, og der er utrolig mange flotte steder, hvor det er oplagt at lade PostNordDanmark Rundt-feltet passere forbi. Sidste år havde vi flotte TV-billeder fra Storebæltsbroen og Nyborg. I år bliver det især det sydfynske cykelterræn, vi får lov at vise frem på 2. etape og det nordvestfynske på 3. etape. Og jeg er sikker på, at såvel ryttere som tv-seere vil være begejstrede for den flotte og mange steder kystnære rute, vi har lagt for de to etaper, siger løbsdirektør i PostNord Danmark Rundt Jesper Worre, der desuden glæder sig over den koordinerede fynske indsats i forhold til løbet.

Med Sport Event Fyn ved roret har Nordfyns, Svendborg og Odense Kommune nemlig landet en samlet aftale, der alt andet lige giver mere fynsk PostNord Danmark Rundt for pengene, og ikke mindst sikrer, at Fyn er på løbets rutekort for andet år i træk. 

- Den store rolle Fyn spiller i næste års PostNord Danmark Rundt passer rigtig godt ind i vores satsning på Fyn som både international cykelsportsdestination og hotspot for cykelferie. En stærk sidegevinst ved en event som denne er nemlig, at den understøtter Destination Fyn Klyngens arbejde med at udvikle og positionere Fyn som Nordeuropas førende cykelferiedestination, siger by- og kulturrådmand i Odense og næstformand i Sport Event Fyn Jane Jegind.

I startbyen Svendborg, som bliver knudepunkt for 2. etape, er begejstringen stor.

- Vi glæder os over at Svendborg bliver en af byerne på 2017-udgaven af PostNord Danmark Rundt. Det er et eksempel på godt samarbejde med Sport Event Fyn i spidsen, at det er lykkedes at sætte så klart et sydfynsk aftryk på PostNord Danmark Rundt-ruten. I Svendborg ser vi frem til at byde indenfor til folkefest i startområdet, og jeg er sikker på, at der venter både ryttere og de mange tilskuere en flot oplevelse langs den smukke rute, der både går over Tåsinge forbi Valdemars Slot i syd og til Egeskov i nord, siger Lars Erik Hornemann, borgmester i Svendborg.

På Nordfyn passer PostNord-værtskabet forrygende ind i kommunens satsning på sportevents.

- Vi er utroligt glade for og stolte over, at vi lægger asfalt til kongeetapen i PostNord Danmark Rundt, og rytterne får en ægte nordfynsk oplevelse i den enestående natur og Danmarks hyggeligste købstad i Bogense. Samtidig er det selvfølgelig en særlig oplevelse for publikum at stå på sidelinjen og heppe, når feltet suser forbi på den smukke rundtur på Nordfyn, og vi glæder os til den festlige start på etapen i Otterup, siger Per Olesen, direktør i Nordfyns Erhverv og Turisme.

For cykelturisterne bliver der allerede til sommer mulighed for at teste noget af turen af, inden PostNord Danmark Rundt-rytterne træder deres pedaler på Fyn. Med en netop vedtaget, vedligeholdt og flot skiltet national cykelrute i sydfynske område er vejen mod en international certificering banet, og så bliver det mere endnu mere attraktivt at træde i de kendte Europa Tour-rytteres hjulspor. PostNord Danmark Rundt-ruten har ligeledes sammenfald med en del af den knap 300 km lange kystnære rute hele øen rundt, som de virkelig seje motionister kan kaste sig over i forbindelse verdens tredjeældste cykelløb Fyen Rundt, der afvikles for 107. gang d. 10. juni.

For yderligere information:

Jesper Worre, løbsdirektør i PostNord Danmark Rundt, tlf. 20 11 08 78

Jane Jegind, by- og kulturrådmand i Odense og næstformand for Sport Event Fyn, tlf. 20 91 10 31

Lars Erik Hornemann, borgmester i Svendborg, tlf. 30 17 51 00

Per Olesen, direktør i Nordfyns Erhverv og Turisme, tlf. 40 27 09 13

 

Læs mere om samme emne