Yonex Denmark Open presented by Danisa fortsætter som en af verdens største turneringer

Søndag 19. marts 2017
I forbindelse med BWF’s nye World Tour afgjorde Det Internationale Badmintonforbund i dag, at Yonex Denmark Open presented by Danisa beholder sit niveau som en af de største turneringer i verden.

BWF afslørede i dag, hvilke badmintonturneringer der vil blive placeret hvor i den nye BWF World Tour-struktur med seks niveauer.

Med en præmiesum på 750.000 dollars i 2018 er Yonex Denmark Open presented by Danisa blevet valgt som en af de fem turneringer i Niveau 3 (samme niveau som hidtil). Kina, Frankrig, Japan og Malaysia bliver værter for de fire øvrige turneringer i Niveau 3. 

- Vi er meget glade og stolte over, at vi er blevet en af de største turneringer på BWF’s nye World Tour. Det er en stor anerkendelse af det arbejde, som vi gør for badminton i Danmark og på verdensplan, og så er det ikke mindst en anerkendelse af det professionelle niveau, som vores events har. At lille Danmark fortsat vil være i verdenstoppen gør også, at vi kan fortsætte vores udvikling med at kunne præsentere publikum, sponsorer og samarbejdspartnere for den bedste badmintonoplevelse overhovedet, siger adm. direktør i Badminton Danmark, Bo Jensen.

Foruden badminton i absolut verdensklasse, vil Yonex Denmark Open presented by Danisa introducere endnu flere tiltag for at bringe badmintonfolket sammen i Danmark. Det inkluderer blandt andet en para- og specialturnering fra år 2018, når BWF’s World Tour begynder.

- Vi er glade for, at vi kan blive på samme høje niveau som tidligere og stadig vise topbadminton i Danmark de næste fire år. På den måde kan vi udvikle og udvide eventen som planlagt. Det gør vi blandt andet ved, at vi har søgt BWF om at få lov til at lave en para- og special olympics turnering samtidig, så vi kommer et skridt nærmere, at alle badmintonspillere på tværs af niveau, alder og handicap kan blive en del af fællesskabet omkring Yonex Denmark Open presented by Danisa. Vi gør alt, hvad vi kan for at give alle den bedst mulige badmintonoplevelse i Danmark, siger Brian Bach Moesgaard, Eventchef i Badminton Danmark.

Hele eventen samles naturligvis i Odense. Både i byen og hos Sport Event Fyn glæder man sig til at fortsætte samarbejdet.

- I Odense er vi både glade og stolte over, at det er lykkedes at sikre en ny 4-årig periode med Yonex Denmark Open presented by Danisa. Turneringen holdt sidste år 10 års jubilæum i det fynske og har efterhånden nået et så flot og højt niveau, både hvad angår selve den sportslige afvikling som den aktivering, der foregår rundt omkring eventen, at det heldigvis også er blevet bemærket internationalt. Vi ser frem til sammen med Badminton Danmark at indfri såvel det internationale badmintonforbunds som spilleres og tilskueres forventninger til et brag af en sportevent – også de kommende år, siger Jane Jegind, By- og kulturrådmand i Odense og næstformand for Sport Event Fyn

I den nye turneringsstruktur er der seks forskellige niveauer, hvor Niveau 1 afholdes som Sæsonfinalerne i Dubai med en præmiesum på 1,5 mio. dollars. Der er tre turneringer i Niveau 2 med en præmiesum på 1 mio. dollars, og her faldt valget på China Open, All England og Indonesia Open. 

Hong Kong, Indien, Indonesien, Sydkorea, Malaysia, Singapore og Thailand bliver værter for Niveau 4-turneringerne. Australien, Taiwan, Tyskland, Indien, Sydkorea, Macau, New Zealand, Spanien, Schweiz, Thailand og USA er blevet tildelt Niveau 5-turneringerne.

Niveau 6 vil være et åbent niveau, hvor BWF’s medlemslande kan ansøge om enkeltstående turneringer. 

For yderligere kommentarer: 

Jonas Kildegaard, Kommunikation- og Pressemedarbejder: 27853642
Jane Jegind, By- og kulturrådmand i Odense og næstformand for Sport Event Fyn: 20 91 10 31
Rasmus Hessum Hansen, Chef for Sport Event Fyn: 29335425
Bo Jensen, adm. direktør i Badminton Danmark: 30916016
Brian Bach Moesgaard, Eventchef i Badminton Danmark: 40448778

Læs mere om samme emne