Sport Event Fyn

Det handler om at skabe store oplevelser med sport, som indeholder en totaloplevelse, der får det til at suge i maven og brænde i håndfladerne. Så meget at det sætter Fyn på landkortet, skaber vækst og ikke mindst stolthed blandt fynboerne.

Sport Event Fyn bringer de fynske styrkepositioner i spil, så oplevelserne havner på eventyrets ø fremfor på den jyske hede, i hovedstaden eller et helt tredje sted. På Fyn får sportevents nemlig intimitet og nærhed, kort til alt og ikke mindst en forankring lokalt, der bygger på 15 års erfaring og et solidt samarbejde på tværs af de fynske kommuner. Med Sport Event Fyn på sidelinjen er der garanti for kvalitet og en professionel tilgang til hele processen fra bud til evaluering. 

Og så handler det om værtsskab. Når Fyn slår døren op for sin gæst – sporteventen – kan den ikke bare føle sig hjemme blandt den lille halve million indbyggere. Midt i de trygge omgivelser kan den også se frem til overraskelser, som f.eks. når virksomheder matches og udvikler deres forretning, eller når gæster tager hjem med eventyrlige bonusoplevelser i bagagen. Alt sammen noget, der får eventen til at tage sig mere attraktiv ud, når den drager videre til næste destination, eller når den vokser og gror i den fynske muld, og vender tilbage år efter år.

Sport Event Fyn har gode forbindelser. Det gælder såvel fysisk på landkortet, hvor broer mod øst, vest og syd bringer Fyn tæt på resten af Danmark og den perlerække af småøer, som findes i det unikke sejlerfarvand ca. 1000 km rundt om øen.  Men også forbindelser i forhold til den verden, der ligger uden for sportens. Et tæt samarbejde med de stærke værdikæder i det fynske erhvervsliv inden for fødevarer, robotteknologi, miljø/cleantech, turisme og det maritime, giver Fyn mange strenge at spille på som eventdestination.

Fyn skal derfor ikke gro fast i lillebrorrollen på sporteventområdet, men derimod fortsætte med at bevæge sig mod en position som landets førende eventdestination – an island of events, der er med til at udvikle Fyn vha. tiltrækning og aktivering af sportevents, der skaber omsætning, indtjening og beskæftigelse på Fyn.