Multisport Festival 2018

4 VM'er på en uge på Fyn og masser af sideevents både for deltagere og publikum. Multisport Festival 2018 bliver et tilløbsstykke for topatleter og familier fra hele verden, når Sport Event Fyn sammen med Sport Event Denmark, Dansk Triatlon Forbund og de fynske triatlonklubber realiserer sin version af den spritnye event.

Det internationale triatlonforbund ITU har peget på Fyn som vært for Multisport Festival 2018 allerede år 2 efter konceptets premiere i Canada i 2017. En event, der udover fire forrygende VM’er fylder øen med festivalstemning en hel uge i sommeren 2018. 

Eventen afvikles i perioden 
den 7.-14. juli 2018 med Svendborg, Middelfart og Odense som værtsbyer. Odense Havn bliver stævneplads med opløb i tre af VM-disciplinerne, og her vil der blive skabest vaskeægte festivalstemning med underholdning, workshops, publikumsaktiviteter mv.

Det forventes, at der deltager op mod 4000 mennesker i multisportfestivalen, som udover den prestigefyldte langdistance i den traditionelle triatlondisciplin, omfatter cross triatlon, aquatlon og duatlon.

Cross triatlonen afvikles i det sydfynske, hvor varieret og kuperet terræn og en atmosfærefyldt stævneplads på Christiansminde Strand kommer til at udgøre den perfekte kulisse for afviklingen af eventen.

Langdistance-triatleterne skal svømme i Lillebælt, og når de sætter sig på cyklerne på Middelfart Marina går turen mod festivalcentrum på havnen i Odense, hvor både aquatlon og duatlon-VM'erne afvikles.

Fyn varmer op til den store begivenhed med en triatlonfestival for hele familien både i 2016 og 2017. 

Læs mere om samme emne