Nyborg City-Beach Performane 2017

Der er lagt op til et brag af en beachvolleyfest i hjertet af Nyborg den sidste uge i august, når hele torvet mellem det smukke gamle Rådhus og Nyborg Slot forvandles til en udendørs sportsarena og fyldes med sand og beachstemning.

Til sommer kan borgerne i Nyborg og på Fyn glæde sig til et helt unikt setup, hvor de kan få lov at opleve beachvolley i særklasse, komme helt tæt på de danske og internationale elitespillere, nyde stemningen og deltage i aktiviteter og events. 

Eliteturneringen starter lørdag 26. august og afsluttes med finaler søndag. Sideløbende med den stjernespækkede turnering afvikles desuden en ungdomsturnering.

I dagene op til turneringen, kan skolebørn og helt almindelige borgere glæde sig til en række ’kom og prøv’ arrangementer, hvor det bliver muligt at boltre sig i det bløde sand og prøve kræfter med beachbolden. Undervisningen varetages af dygtige trænere fra Odense Beach Volley Klub (OBVK). Dernæst skydes weekenden i gang med en storslået firmaturnering. Her skrues op for musikken, fredagshumøret og mon ikke også for fadølsanlægget. Dermed skulle stemningen til Nyborg City-Beach Performance 2017 også gerne være sat.

Det er Nyborg Kommune, der i samarbejde med Sport Event Fyn skaber rammerne for Nyborg CityBeach Performance 2017. OBVK og lokalklubben Fighterne indgår i projektet som stævneansvarlige og stiller således med et stort korps af frivillige, der skal få stævnet til at glide.

Du kan læse mere om turneringen og hvilke forventninger Sport Event Fyn's forretningsudvikler Jakob Lund Staun har til turneringen og dens bidrag til den fynske sporteventscene lige her.