VM i cyklecross 2019

Verdens bedste crossryttere skal cykle om medaljer i Bogense på Nordfyn. Det ligger fast efter den internationale cykleunion, UCI i forbindelse med weekendens VM i Luxembourg tildelte VM i cyklecross 2019 til Danmark. Eventen føjer sig til en imponerende liste af internationale mesterskaber på Fyn over de kommende år.

VM i starbåd, Yonex Denmark Open i badminton, ikke færre end fire VM’er i triatlon og nu også et VM i cyklecross. Fyn er oppe i gear, når det drejer sig om sportevents. Og med cyklecross-VM’et skriver Fyn sig for alvor ind i den stolte danske eventhistorie med pedalerne i hovedrollen.

Sammen med Sport Event Denmark, Danmark Cykle Union (DCU) og Sport Event Fyn havde Nordfyns Erhverv og Turisme lagt et stærkt bud på VM i cyklecross, og efter besøg i Nordfyns dejlige natur måtte UCI kvittere med at tildele mesterskabet i 2019.

”I am very happy with the way cyclo-cross has flourished in the last few years. The awarding of the 2019 UCI World Championships to Bogense, in Denmark, a first for this country in nearly 20 years, is a sign of the internationalisation of our discipline. I congratulate this major cycling nation for being awarded this event and look forward to it organising a round of the 2017-2018 Telenet UCI Cyclo-cross World Cup.”, sagde UCI-præsident Brian Cookson efter fredagens UCI-møde i Luxembourg.

Også i den danske lejr er der stor begejstring:

”Det er stort, at VM i cyklecross skal afvikles i Danmark i 2019. Vores talentfulde ryttere, som f.eks. fynske Simon Andreassen, der netop har vundet DM, får den flotteste hjemmebane, man kan tænke sig, og sporten får et udstillingsvindue både i Danmark og internationalt. Det vil vi i samarbejde med Nordfyns Erhverv og Turisme, Sport Event Fyn og Sport Event Denmark arbejde stenhårdt på at udnytte,” siger formanden for DCU, Henrik Jess Jensen.

Også Sport Event Fyn glæder sig over, at organisationens største satsning i 2019 nu bliver en realitet. Det er samtidigt lanceringen af den anden store cykelevent i det fynske inden for godt en måned.

Danske cykelentusiaster og fynboer behøver dog ikke at vente helt til 2019 med at se seje cykelben på de nordfynske volde. Allerede her i november 2017 har UCI nemlig valgt at lægge en World Cup i Bogense, der kommer til at fungere som både opvarmning og testevent for VM’et. 

Læs mere på www.bogense2019.dk